Hvorfor bliver jeg jaloux? Når tilknytning påvirker vores relationer
- mettestorgaard
- Mar 19
- 2 min read

Skrevet af Mette Storgaard
Psykoterapeut MPF - specialiseret i tilknytning og relationer
Jalousi er en følelse, mange mennesker oplever i nære relationer.
For nogle opstår den kun i bestemte situationer, mens den for andre kan fylde meget og skabe konflikter eller usikkerhed i relationen.
Ofte bliver jalousi forstået som mistillid eller kontrol. Men i mange tilfælde hænger jalousi også sammen med vores tilknytningsmønstre – altså den måde vi har lært at være i relationer på.
Når jalousi handler om frygten for at miste
Tilknytning handler grundlæggende om vores behov for tryghed i relationer. Når vi føler os truet i en relation, kan vores nervesystem reagere med forskellige strategier for at beskytte os.
For nogle mennesker kan jalousi derfor være et tegn på en dybere frygt for at blive afvist eller forladt.
Det betyder ikke nødvendigvis, at relationen faktisk er truet – men følelsen kan opleves meget virkelig.
Ængstelig tilknytning og jalousi
Personer med et mere ængsteligt tilknytningsmønster kan have en stærk længsel efter nærhed og tryghed i relationer. Samtidig kan der være en frygt for at miste den anden.
Jalousi kan derfor opstå i situationer som
hvis partneren bruger meget tid med andre
hvis der kommer mindre kontakt eller opmærksomhed
hvis man tolker små signaler som tegn på afstand
Her kan jalousien være en måde, hvorpå nervesystemet forsøger at skabe sikkerhed i relationen.
Undgående tilknytning og jalousi
Jalousi kan også vise sig hos personer med mere undgående tilknytning – men ofte på en anden måde.
Her kan jalousi nogle gange blive skjult bag afstand eller irritation. I stedet for at vise sårbarhed kan reaktionen være at trække sig, blive kølig eller nedtone betydningen af relationen.
Det kan være en måde at beskytte sig selv mod følelsen af afhængighed eller sårbarhed.
Når jalousi bliver et mønster i relationen
I nogle parforhold kan jalousi skabe en dynamik, hvor den ene søger mere tryghed og bekræftelse, mens den anden føler sig presset og trækker sig.
Det kan føre til gentagne konflikter, hvor begge parter egentlig forsøger at beskytte sig selv – men hvor mønsteret kan skabe større afstand.
Hvordan kan du arbejde med jalousi
At arbejde med jalousi handler sjældent kun om at kontrollere følelsen. Det handler ofte mere om at blive nysgerrig på, hvad følelsen forsøger at fortælle.
Spørgsmål du kan reflektere over kan f.eks være
Hvad er jeg bange for i denne situation?
Hvilke tanker dukker op, når jeg føler jalousi?
Hvilke erfaringer fra tidligere relationer kan påvirke mine reaktioner?
Når du begynder at forstå de mønstre, der ligger bag dine reaktioner, bliver det ofte lettere at håndtere følelserne på en mere tryg måde.
Samtaler om tilknytning i parforhold
Hvis jalousi fylder i dit parforhold, kan det også være hjælpsomt at tale sammen om de behov og følelser, der ligger bag.
På min hjemmeside kan du gratis downloade mine samtalekort om tilknytning i parforhold, som kan bruges til refleksion og til at åbne for samtaler om jeres mønstre i relationen.
Hvis du er nysgerrig på at forstå dine egne reaktioner i relationer bedre, kan arbejdet med tilknytning være et sted at begynde.
Du er velkommen hos mig



Comments